Tale ved demonstration for afviste asylansøgere fra Afghanistan, lørdag den 4. maj
Kære venner,
jeg ville ønske, jeg kunne stå sammen med jer her i dag.
Jeg håber, at I er mange på pladsen, for der er brug for, at nogen stiller sig side om side med de afviste afghanere. Hvis vi ikke gør noget, må de forberede sig på at blive sendt hjem til et land, der er inde i en endeløs spiral af vold og krig. Et land, der dag for dag falder fra hinanden. Vi danskere har som krigsførende nation givet vores bidrag til den tragiske situation i Afghanistan og derfor har vi også et ansvar for de flygtninge, der kommer hertil. Moralsk kan vi umuligt sige nej til dem, men vi gør det alligevel, for de er øjenvidner til vores fiasko.
Jeg skriver dette på et hotel i Jalalabad, en by i det østlige Afghanistan. I dag var jeg på besøg i Kunar Provinsen for at tale med de efterladte fra en landsby, som den 8. april blev angrebet af amerikanske specialstyrker, kamphelikoptere og bombefly. 25 mennesker blev dræbt, heraf 10 børn.
For et par dage siden var jeg i Kandahar, hvor unge kvinder med uddannelse, der forsøger at hjælpe det ødelagte land tilbage på benene, er jaget vildt. De myrdes ikke blot af Taliban, men også af deres egne familier, som mener, at en kvinde, der færdes uden for hjemmet, bringer skam over sin slægt.
I sidste uge var jeg i Kunduz i det nordøstlige Afghanistan, hvor jeg så en flok unge veluddannede mænd stå foran den lukkede port til de tyske Nato-troppers stærkt befæstede lejr. Det var de tolke, der havde troet på Vestens løfter om et nyt og bedre Afghanistan og derfor satte deres liv på spil for at hjælpe os.
Nu efterlader vi dem alene i et land, hvor der ikke længere er plads til dem og de af mange betragtes som forrædere. Deres liv er i fare, og de har bedt de tyske myndigheder om asyl. De har fået afslag, nøjagtig som de asylansøgere, hvis sag vi taler i dag. Og ligesom I gør nu her på pladsen, fremviste de også papirark, hvor de havde nedskrevet deres budskaber. "Lad ikke oprørerne slå os ihjel," stod der på et af dem. Og så var der dette helt indlysende, umisforståelige budskab, som man ikke skulle tro, at nogen kunne overhøre: "Vi vil bare gerne leve."
I Kandahar mødte jeg en kvinde omkring de fyrre, Ayesha, som jeg gerne vil overlade ordet til. Hun voksede op i en flygtningelejr i Afghanistan for over tredive år siden, for også dengang var der krig i Afghanistan. Da Vesten invaderede Afghanistan, vendte hun tilbage fuld af håb. I dag siger hun, at det er den beslutning, hun har fortrudt mest i sit liv. Flygtningelejren var bedre end det Afghanistan, hun nu lever i.
Canadiske Nato-soldater dræbte hendes mand og ældste søn. I landsbyen, hvor hun boede, var der vejsidebomber over alt, og taliban sprængte skolen i luften. Hun var nødt til at søge ind til byen for at kunne forsørge sine ti børn, men selv om hun bærer burkha, frygter hun alligevel hver dag at gå på gaden, for i Kandahar foragtes den kvinde, der ikke har en mand til at beskytte sig, og som må gå på arbejde for at forsørge sine sig selv og sine børn.
Her er hendes stemme:
Lyt til dette fortvivlede nødskrig fra en kvinde, der på trods af alt holder ud. Det er afghanernes skæbne.
Det er et liv som denne kvindes, de afviste asylansøgere beder os om ikke at sende dem tilbage til. Deres budskab er så enkelt og uafviseligt som det, jeg så på papiret i en tolks hænder i Kunduz: Vi vil bare gerne leve.
Og anstændigheden dikterer os, at der kun er et svar på deres bøn.
Her er plads.
Ikke kun i vores hjerter, men også i vores land.
Carsten Jensen
